Bebyggelse og andre lokaliteter

Borrehoved. Et ca. ½ km. langt næs der strækker sig mod nord ud i Isefjordens yderbredning fra den nordvestlige del af Orø. Grænser mod øst til Salvig og mod nordvest til Isefjordens yderbredning. April 1962 blev strandengen og skrænten omkring Borrehoved fredet. På spidsen af næsset har muligvis ligget et varslingsanlæg, men der er aldrig fundet rester af et sådant. Orøs bedste badestrand findes ved vestsiden af næsset. Der købte Orø Kommune allerede i 1962 et strandareal der kunne benyttes af offentligheden. I 1967 blev der anlagt en campingplads umiddelbart syd for dette område.

Brønde. Kaldes området omkring den sydlige del af Brøndevej, i det væsentlige bebyggelsen med de fiskerhuse der blev opført her fra slutningen af 1800-tallet til nogle årtier ind på 1900-tallet. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Jvfr. MB 1682 Farsbrøns Agre, Fars Brøns Aass, Brønsbierg; GSt Brønde. – Pl. Af subst. Brønd. Fars- i MB 1682 er mulig gen. Af mandsn. Æ. da. Fathær.

Bybjerg. Byebjerg (Markbogen af 1688, sognekort 1818). Byen er mere end 1000 år gammel og er nok grundlagt i vikingetiden eller jernalderen. Byen er opstået omkring det vandløb der fra Toftekæret/Brønsøen i nord gik via Kattekæret til Gadekæret/Tåsekæret i syd. Det var en relativ stor landsby der efterhånden opstod idet der i 1664 var 28 gårde og 14 huse. Langt størstedelen af huse og gårde i denne gamle landsby lå vest for Åbjerg. Kun Kirken, Præstegården, Degnegården og Stensbjergård samt enkelte huse var beliggende i den østre del af landsbyen. Denne østre del blev så bebygget i løbet af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet ved udstykninger fra især Søndergård og Stensbjerggård. Tidligst blev der udstykket fra Stensbjerggården idet den blev købt til selveje allerede i 1811. Der var dog allerede udstykket jord fra Stensbjerggård før dette, idet grunden hvor det nuværende gartnerhus ligger var bebygget allerede på 1700-tallet. 1817 blev Kommisionærens hus bygget og 1822, Kroen. Den del af Brøndevej der lå nærmest byen blev bebygget i slutningen af 1800-tallet og og omkring 1900. Den næste større udvidelse af Bybjerg fandt så først sted i begyndelsen af 1970erne da parcelhuskvarteret omkring Syvvejen blev bebygget og sidst er Elnebjergbebyggelsen tilkommet med andelsboliger, 1988, og senere Elnebjergcentret i 1996. Efter Frederiksborg Amts Stednavne 1929: LensR 1559 Bybierge; KronSk 18/4 1606 Byebierg; Mandt 1610 Bybierg; M 1672 Bybierig; M 1688, M 1844 Byebierg. – Af æ. da. By ”Landsby”, se indl.

Bystævnepladsen. Lå før udskiftningen omkring år 1800 omtrent mellem Bygaden 20, Ved Gadekæret 2, Bygaden 15 og Bygaden 13, dvs trekanten ved strædet ned til Gadekæret. Bystævnerne blev overflødiggjort ved udskiftningen af gårdenes jorde, hvorefter hver gårds jordtilliggende kom til at ligge samlet. Bystævnets væsenligste funktion var at samordne driften af jordene i landsbyen, men dette blev jo nu overflødigt.

Børreklak. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Voldsted. 101. MB 1682 Børre Høu, Børre Houf, Østerbørre agre skifte, Westerbørre Ager Aass, Børsteens agre aass; Trap 4 II p. 200 Børreklak. Gården, på hvis mark stedet ligger kaldes af GSt Børret, ved siden af ligger (Børbag) og (Børekrat). – Samme dial. Klakk ”upphøjning i marken” (Rietz), sv. Rigsmål klack ”hæl på sko”, som findes i betydningen ”Bjærghøjde” i det sv. Stednavn Klackholmen, Broddarps S., Gæsene H. (SOÆ VI p. 27); også i Svensk-Finland findes eksempler (T. E. Karsten, Svensk Bygd i Østerbotten I p. 402). No Dial. Har klakk ”liden klat eller klump; en banke eller ophøjet grund i søen”. Færøsk klakkur betyder bl.a. ”opstående eller fremspringende klippe, bjergknold, grund i søen, fiskebanke”, og indgår i stedn. Som Klaksvig. Som tilnavn har vi antagelig ordet i Harald Klak

Børreklak. Navnet på et voldsted beliggende ved kanten af skrænten mod fjorden på matr. Nr. 6 (Børret). Er ryddet omkring 1870-71 og efter sagnet har en sørøver ved navn Børre haft tilholdssted her. Stedet er registreret af Nationalmuseet 1891 hvor en udførlig beskrivelse kan findes og er endvidere nævnt i Danske præsters indberetninger til oldsagskommissionen af 1807. Børreklak og Børret er endvidere beskrevet i 1. Traps Danmark. 2. Af Inge Varder i bogen om Orø. 3. I Vilhelm La Cours: Danske Borganlæg. 4. I Herredsbeskrivelsen 1873-74 af H. Petersen.

Degnevangsleddet. Leddet mellem Bybjerg og Elnebjergvangen. Lå hvor nu Brøndevej støder mod Bygaden. Kaldtes Degnevangsleddet fordi vejen der – nuværende Brøndevej – bl.a. førte ned til Degnevangen. Pladsen skiftede navn til Kultorvet omkring århundredårsskiftet.

Den Onde Rende. Resten af en å som udsprang i Pugkær ved Stensbjergs østre side og som gik gennem Stenkilden og ned på Stensbjerggårds eng, hvor den lige syd for Kanehøjen drejede mod vest for senere i skellet langs sommerhusbebyggelsen til Pilegårdens jord, hvor den bl.a. gik gennem et kildevæld, som forhen var omkranset af en bevoksning og som kaldtes ”parken”, Videre ud til engene og skråt ud over engene til Salvig, som den nåede i skellet mellem matr. 15 b`s og matr. 12s eng. Man sagde før at renden var bundløs og der går sagn om at en rytter med hest en gang skulle være gået til bunds her.

Dragshoved. Matr. 1 b, Bybjerg. Anneksgården. Udskiftningskortet 1796. Marken på bakken langs stranden på sydspidsen af Orø, mod Brønde. Ligger med den sydligste del mod det fladvandede område mellem Orø og Lindholm. Navnet drage/draga betyder trække/slæbe, er af oldnordisk afstamning og benyttes ofte ved navngivningen af flade landområder som man har kunnet trække bådene henover. Der er dog også et sagn om en lindorm knyttet til dette sted. Dette sagn kæder den tilmurede gamle kvindedør i kirken sammen med lindormen, Dragshoved og Lindholm, og lyder, efter Henrik Larsen: En gang under en gudstjeneste kom der en lindorm – en slags drage – og lagde sig med hovedet ud for indgangsdøren, således at folk ikke kunne komme ud af kirken. Der var da ingen anden udvej end at slå hul i væggen mod nord. Efter at være kommet ud fik de skaffet våben og fik jaget lindormen ned til Søndre stænge og der fik de hugget hovedet af den og pynten hedder derfor Dragshoved. Kroppen fik de varpet ud på holmen der ud for, og derfor hedder holmen Lindholm.

Drivhusene. Esmosehusene. Matr. 3 b, Næsby. Her har Clay Green fra 1999 indrettet minigolf og petanque bane. Desuden cafeteria/restauration, og et mindre gartneri.

Esmosehusene. Matr. 3 b, Næsby. Det første hus blev vistnok bygget 1853 af Johan Vigtmand Vesti da hustruen ved hovedgårdens,Esmosegårds, deling fik nogle td. Land i den sydvestligste del af marken. De udvandrede siden til Amerika, men sønnen vente tilbage og bosatte sig ved Møllebroen.

Esmosen. Betegnelse for området omkring Esmosehusene.

Farsbron. Navnet på den gamle dybvandshavn ved nordvestspidsen af Orø hvorfra der var færgested til Odsherred og anløbssted for skibe med varer til Orø, og måske også andre steder i Isefjorden. Der er dokumentation for sådanne anløb af handelsskibe i middelalderen. Dels ved en retssag mod Holbæk borgere der havde overfaldet et norsk handelsskib fordi de mente deres handelsrettigheder som købstad var trådt for nær. En retssag som Holbæks borgere tabte. Det var i 1462. Og dels gik den gamle vej fra Bybjerg ud til dybvandshavnen her på et sted hvor der er dybt langt ind mod kysten. Desuden er 1. led i navnet Farsbron afledt af fara(oldnordisk) – fart, færd, færge. Sidste led er nok usikkert, bron = brønd = kilde eller skrænt.

Flenø. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Areal. 101. GSt Flenø. – En af de to, tidl. 3 grene, hvori Orø mod nord er kløftet. Oldn. Fleinn, æ. da. Flen, brugt i betydn. ”Spids, Tunge”, såledesanvendt i en indber. Til O. Worm 1638, cit. Af Kalkar, jy. Flen ”gren på gaffel, fork, greb o. Lign.” Odden har dog tilsyneladende aldrig været nogen ø, kun en halvø, men ø bruges i det ældre sprog, især i norsk og islandsk, ikke alene om ”et stykke land, omflydt af vand”, men også om en landstrækning, delvis omflydt af vand.

Flagpladsen. Er beliggende syd for Gænget og har matr. 10, Gamløse. Det var menighedsrådet der rådede over marken. Brugsretten til pladsen blev 7/5-1967 overladt til Orø Hjemstavnsforening. Grunden blev lejet af hjemstavsforeningen i 1969 og der blev anlagt græsplæne, siddepladser og flagstang. Flaget blev flyttet derop allerede 1968 og pladsen indviet 15/5-1969.

Færgebakkerne. Navnet på området hvor nu sommerhusudstykningen ligger der strækker sig fra Østerløb mod Gamløse. Det var ejendomshandler Hvid der opkøbte jorden og stod for størstedelen af udstykningen i 1962-63 og gav området navnet Færgebakkerne i stedet for det gamle navn ”Bregnebjerg”.

Gamløse. Formodes at være en udflytterby fra Bybjerg og jorden har før udskiftningen omkring 1800, været drevet i fællesskab med Bybjerg, og afgørelser om driften af denne jord er blevet bestemt på den fælles Bystævneplads i Bybjerg. Denne udflytning er dog nok sket meget tidligt, måske før historisk tid. Gamløse var en lille landsby med oprindeligt kun 6 gårde, og ingen huse. I 1661 blev der udstedt befaling om at en del gårde skulle være såkaldt ryttergods, dvs de skulle underholde en rytter til hæren, således at en rytter skulle underholdes af 2 gårde. 5 af gårdene i Gamløse blev ryttergods. Før udskiftningen gik vejen til Næsby ud af byen ved Horsekæret men blev så flyttet vest for byen til den nuværende plads. Byens alder er usikker men byer med endelsen –løse regnes normalt for at være opstået i jernalderen, ofte omkring Kristi fødsel. Efter Frederiksborg Amts Stednavn 1929: FrlReg 1532, LensR 1559 Gamløsze; KancBrevb 5/1 1571 Gamløsse; KancBrevb 18/4 1605 Ganløse; KronSk 18/4 1606 Gamløs; Mandt 1610 Gamløs; M 1672, M 1688, M 1844 Gamløse. – Af æ. da. Gamme ”Fold, sti”, oldn. Gammi ”Hytte opført af jord eller græstørv til bolig for finnerne”, sjæll. Dial. Gamme ”en simpel krybbe for heste eller kvæg, der sættes på jorden”; i stednavnet betyder det antagelig ”jordhytte” eller ”fold opført af græstørv”. – Løse, se indl.

GAMLØSE ved Henrik Larsen

De kyndige siger, at landsbyer, som ender på ”løse”, altid ligger i en lavning og ved vand. Det gør Gamløse jo (”Horsekæret”). De siger også at ”løserne” er de ældste landsbybebyggelser her i landet.

Men de siger også at Gamløse er en udflytterby fra Bybjerg. At det sidste er rigtigt, er der ingen tvivl om, men sagen er vel den, at langt tilbage i tiden, hvor der kun var få husdyr og lidt agerbrug, har folk slået sig ned her ved ”Horsekæret” omtrent midt på øen og har bosat sig her.

Laurits Henriksen mente jo, at der på hans mark øst for ”Horsekæret” fandtes rester af bebyggelse i form af syldsten. Det er dog aldrig blevet undersøgt af sagkyndige.

Et fingerpeg i den retning kan det måske være, at den nordre vej til Gamløse gik ind i byen ved ”Horsekæret”, hvor nu vejen går ud mod ”Kongshøj”.

At det har været et hyrdefolk, som levede i det første Gamløse, kan navnet da også tyde på idet forstavelsen ”Gam” skulle betyde et fodringssted. Endnu i min barndom kaldtes den hæk som fandtes i fårestien og hvori fårenes halmfoder blev lagt, for en fåregamme. Men det nuværende Gamløse er jo altså udflyttergårde fra Bybjerg, således som det omtalt i indledningen til omtalen af Bybjerg og de havde jord og bystævneplads fælles med Bybjergs bønder.

Gårdenes antal var 6 og havde været det gennem århundreder. Huse var der derimod ingen af. Først i 1559 meldes der om et hus som beboedes af en Nilaus Nielsen. I 1664 var det blevet til 2 . I 1771 til 7 huse. I 1801 11 huse. I 1834 13 og i 1850 var det fjortende hus bygget, men 100 år efter – i 1950 – var der kun 10.

I 1661 blev der udstedt en befaling om at en del gårde, under kronens eje, skulle ind under noget som kaldes ryttergods. Det betød at disse gårde skulle underholde ryttere til hæren. 2 gårde skulle være sammen om en rytter. Denne rytter skulle bo på gården og have sit underhold der, men til gengæld tage et nap med i gårdens arbejde, når tjenesten ikke lagde beslag på ham. Jeg er ikke inde i det men formoder at noget af fæsteafgiften gik af på den måde.

I Gamløse var der 5 gårde udlagt til ryttergods, kun ”Præstens benådningsgård”, som den kaldtes gik fri og i dens sted blev udtaget en af gårdene i Bybjerg. Det var nuværende nr. 16 som i øjeblikket bebos af Harry Iversen. Disse ryttere stiftede jo familie og fik børn, som også skulle forsørges fra gårdene og i kirkebogen står noteret når det var rytterbørn, som blev døbt. Det lader dog til at der til disse familier blev opført særskilte huse, for de 2 huse som var i 1664 var rytterhuse.

Da udskiftningen kom forsvandt vejen mod Næsby fra den nedre by, hvor gårdene lå og den nye Næsbyvej gik vesten om byen. Den gamle vej fra Gænget gennem byen, skulle også have været flyttet og en ny anlagt langs gærdet syd for byen, begyndende hvor nu sprøjtehuset ligger, og så gå ind mellem gård nr. 4 og 5 og dermed slutte til den ny vej til Østre Færge. Dette blev dog ikke udført og derfor har vi endnu det bratte sving i Gamløse By. Og efterhånden blev den udlagt vej taget ind til huse og haver. Det eneste der skete var at der kørtes en hel del jord væk fra stedet hvor den nye vej skulle gå og det blev lagt op på den gamle kæmpehøj i Præstens have, således at der blev en stor udsigtshøj.

Så kun dette at Gamløse var den første by på øen, som helt gik væk fra husdyrbrug. 1 Januar 1968 var der hverken køer, svin eller høns på gårdene i Gamløse By.

Folketal: 1787: 52 personer, deraf 25 kvinder, 27 mænd

1801: 74 personer, deraf 38 kvinder, 36 mænd

1834: 82 personer, deraf 37 kvinder, 45 mænd

1850: 84 personer, deraf 44 kvinder, 40 mænd

1870: 115 personer, deraf 55 kvinder, 60 mænd

Gænget. Således benævnes vejen fra Bybjerg til Gamløse. Der var tidligere et højt stengærde på begge sider af vejen der gik op ad bakken til Gamløse. Der er markeret på udskiftningskortet 1796. Det blev ryddet omkring 1930 bl.a. for at mindske risikoen for at fygesne samlede sig der. Stenene blev hugget til skærver på stedet og derefter kørt bort.

Idrætspladsen. Er anlagt da Degnegårdens jord blev delt i 1924, se denne. Den blev i 1980erne udvidet, idet kommunen købte et stykke mark øst for Brøndevej, omtrent overfor stedet hvor Lille Møllen lå. Der blev i 1989 bygget en hal på dette sted, Orø Hallen. Se denne.

Kultorvet. Var tidligere benævnelsen på området hvor Brøndevej støder til Bygaden ved det der tidligere benævntes Degnevangsleddet. Her blev anbragt en del af de varer som kom med færgen fra Holbæk. Varerne blev taget med af ofte tilfældige vogne der havde vejen forbi, og de blev så smidt af her. Så kunne modtagerne selv hente dem der.

Kultursti. Til Stensbjerg indviet 2001 med indgang via en låge bag Orø Kro, og op på det fredede område på Stensbjerg hvor der i middelalderen har ligget et hus 12×20 meter, benævnt Dronning ”Margrethes jagtslot”

Langdal. I folkemunde menes nok som regel området hvor husmandsbebyggelsen ligger. Geografisk og terrænmæssigt er det den dalsænkning der går fra Salvigs sydøstlige del mod øst til Østerløb og som adskiller Bybjerg/Gamløse mod syd fra Næsby området i nord. Både den vestlige og den østlige mere markante dalsænkning har på uskiftningskortet navnet Langda(h)l.

Langdal. Sidevej mod nord og øst til Bybjerggårdsvej der går ud til husmandsstederne der er bygget der fra omking 1870 til 1907. Vejen går helt ned til Østerløb.

Langø. Mindre holm syd for Orø på ca 7,5 HA. Der ligger 3-4 endnu mindre holme lige øst derfor der overvejende er synlige ved lavvande og kaldes Mellemøerne. Denne er den mindste og ligger længst mod vest. Mellem Orø og disse holme findes et lavvandet område som både kvæg og mennesker kan gå over.

Langø. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Ø. 101. VidSelsk Langøre; GSt Langø.

Nobes Kro. Lille stenholm syd for Lindholm, kendt blandt strandjægere under navnet Nobes Kro. Propietær Engberg har ført proces med jægerne om holmen om ejerskabet, – og tabt. ”Navnet stammer fra 30 årskrigen hvor de døde landsknægtes sjæle i følge savnet fik lov at drikke et sidste bæger i kroen hos Nobe. Senere blev det navnet på særlig øde og forladte steder hvor intet grønt kan gro” (avisartikel maj 1944).

Næsby. Nesby, 1559, Næsbye Bye, 1796. Lille landsby på den nordøstlige del af Orø, på Næsset, mod Østerløb. Landsbyen er gammel og havde i 1688 12 gårde og 5 huse i følge markbogen.

NÆSBY Efter Henrik Larsen

De gamle landsbyer blev gerne lagt omkring en vanding, men der må jo ikke rigtig have været et kær derude på øens nordligste del, og gårdene er så lagt nær kysten, hvor de kunne få vand fra kilderne, der sprang langs strandkanten. Det er vist ellers sjældent, de gamle landsbyer blev lagt så nær vandet, hvor de var mere udsat for overrumplingsangreb fra søen.

Næsby har, så langt det kan granskes tilbage, haft 12 gårde, og det ændres først ved udskiftningen ca. 1800, da 5 gårde flyttes ud på markerne. Da var der 2 helgårde, 4 trefjerdedelsgårde og 6 halvgårde.

I 1559 fandtes der ingen huse, men i 1610 var der 2 huse. Det ene var færgehuset: ”Han holder til Overfart en Baad vedlige for Betaling af saavel Vogne som Heste anbelanger, men gående Personer føre han frit over og derfor en part jord i Marken, som samme Hus i forrige tider er tillagt paa, at samme Baad til bekvem overførsel af hannem skulde des bedre holdes vedlige.”

Husenes antal steg jævnt. I 1771 var der 7 huse; i 1787 8; i 1801 var der 11; i 1834 14 og i 1850 nåede de op på 16 huse i Næsby.

I beskrivelsen fra 1664 beskrives skov og hegn ligesom for Bybjerg. I Bybjerg fandtes intet tørveskær, men under Næsby noteres: ”Ellers have al Byen en Tørvemose udi deres Søndervang, som kan have endnu ungefær 10 aars Tørveskær.”

Om fiskeriet står: ”Fiskeri have de noget til Husbehov (mest om Sommeren igennem, og ellers altid, naar intet forhindrede dette) af Stranden med kroge og smaa Redskaber, saasom Flynder, Aal, Muslinger og deslige Smaafisk. Item ogsaa noget Sildefang med Garn om Foråret.”

Om mølleriet står: ”De lade male paa hin Side af Vandet paa Vintre Mølle og undertiden paa den her paa Øen staaende Vindmølle.”

Der fandtes intet overdrev eller fælled.

Driftsformen var gennem flere hundrede år trevangsbruget. Dvs. byens marker var delt op i 3 vange, der formentlig blev dyrket således: l. vintersæd, 2. vårsæd og i den tredje brak. Overdrevet blev så brugt til fælles græsning, og når Næsby intet overdrev eller fælled behøvede, skyldtes det områdets mange frugtbare strandenge.

Næsbys 3 vange kaldtes Søndervang, Skovvang og Næsvang. De var adskilt med stengærder, hvoraf nogle endnu er bevaret. Skellet mellem Søndervang og Skovvang udgik mellem matr. nr. 4a og hus nr. 20a, derfra ud mod Stistykket, hvorfra det fortsatte øst for den nuværende vej til Hegnegårdene til det stødte til det tværgående gærde, der endnu er bevaret og som, fra kyst til kyst i gamle dage dannede skel mellem Næsby og Bybjerg.

Folketallet i Næsby var:

99 personer fordelt på 44 kvinder og 55 mænd
100 personer fordelt på 45 kvinder og 55 mænd
142 personer fordelt på 71 kvinder og 71 mænd
152 personer fordelt på 75 kvinder og 77 mænd
166 personer fordelt på 81 kvinder og 85 mænd
161 personer fordelt på 75 kvinder og 86 mænd

Det kan tilføjes, at det gamle stengærde fortsatte langs vejen helt op til ”Gænget”, som vejen mellem Gamløse og Bybjerg hed dengang. Det blev først sløjfet og slået til skærver som beskæftigelsesarbejde i mellemkrigstiden. Skellet mellem Skovvang og Næsvang gik ud fra den anden side, af matr. nr. 4 a og ned til Salvig.

Frederiksborg Amts Stednavne 1929: LensR 1559 Nesby; KronSk 18/4 1606 Nesby; Mandt 1610 Nesbye; M 1672, M 1688, M 1844 Næsbye. – Af subst. Næs – By, se indl.

Nørrestænge. Stænge betød en indhegnet plads, som var stængt fra det øvrige markområde. I fællesskabets tid blev ungkvæget sat ud i stængede afdelinger længst fra byen, for at undgå kontakt med det øvrige kvæg. Nørre Stænge begyndte lige neden for bakken ved Skovhøjgård, lige før Dyreoldskilden. Stænget omfattede hele det lavtliggende område omkring Skovly, omtrent sv.t. Viens Enge. En stor del af området blev lagt ud som husmandslodder ved udskiftningen. Selve indhegningen bestod nok af risgærder lavet af f.ex. el, tjørn eller slåen, det vil sige det samme som vangegærderne oftest var lavet af. Henrik Larsen fortæller at der endnu omkring 1850 stod 2 store granitstøtter som havde været brugt til ledstolper.

Orø Kirke. Ligger i Bybjerg og den ældste del, skib og kor, er fra 1100-tallet. Bygget af granitsten. Den nordre dør – kvindedøren – er tilmuret. Krydshvælv er bygget 1400-1450. Kalkmalerier fra 1300-1400 tallet. Sakristi bygget 1475-1500. Tårn i vest 1500-25. Våbenhus 1500-50. Kirken blev restaureret 1870 hvor pulpituret blev nedrevet og kirkens gamle blyindfattede vinduer blev udskiftet med de nuværende større. Alterbord af kampesten fra middelalderen, Renaissancealtertavle ca. 1600. Alterskranke af smedejern 1750-75. Døbefont af granit med dåbsfad af messing fra omkring 1650. Prædikestol i barokstil 1632 med Chr. D. IV’s navnetræk. Pengeblok fra middelalderen. Pieta fra senmiddelalder af jomfru Maria med Jesu legeme af træ. Piscina fra 1250-1350 med afløb for vievandet, brunglaseret. Dørbeslag af bronze fra middelalder i form af et løvehoved, på skibets syddør. 2 kirkeskibe fra 1956, Anna Marie, og fra 1987, Lilla Dan. Det sidste lavet af Hans Petersen. Klokker fra 1608 og 1748. Begravelser har fundet sted i kirken indtil 1788 hvor præsten Niels Østerild blev begravet ”udi Ourø Kirke”. Nyt orgel 1978, bygget på Fyns Orgelbyggeri af Henning Jensen. Automatisk ringeanlæg 2004. De gamle kalkmalerier delvis restaureret 2003-4. og igen 2006.

Orø Kirkegård. Er omkranset af en kirkegårdsmur med en senmiddelalderlig, kamtakket portal ved indgangen. Muren omkring portalen og mod syd til præstegården er af kampesten, iøvrigt flækkede kampesten. Kirkegården udvidet 1896 mod nord til Bygaden samt mod øst. Området lige nord for kirken var indtil da beregnet til de som tog deres eget liv. Der lå 2 huse i området nord for kirken og det vestligste hus blev da nedrevet. Senere udvidet i 1924 hvor en del af præstens have blev inddraget og området med det østligste hus. Ligkapellet opført ca 1912. Billedet i ligkapellet er malet af kromanden, Cosmus Petersen. Lige nord for kirkegårdspladsen var der, indtil 1905, en plads hvor de som begik selvmord blev begravet. 1979 blev kirkegården udvidet igen mod øst med ca 400 kvm. Og der blev bygget en ny kampestensmur langs vejen helt hen til Orø Museum.

Orø Skydebane. Ligger i engen ved den sydlige del af Salvig, nord for Stengårdsvej, på et engområde der tilhører matr. 15 b, Bybjerg, Langdalsgård. Her har Orø Skytteforening haft skydebane siden 1880erne. 1974 blev skydebanen renoveret ved bygning af dækningsgrav og nyt skydehus. Sidste ombygning skete 1997 hvor den blev miljøgodkendt. Om vinteren holder foreningen til i Orøhallen. Foreningen er officielt startet 1873, muligvis allerede 1870. Foreningen var nedlagt fra ca 1930 til 1951 hvor den startet igen.

Orøstenen. Fundet på Lindhøjgårds marker efter gårdens brand i 1983. Flyttet til nuværende plads 4/9-1996 på initiativ af en gruppe Orø-boere, Svend Jensen, Bent Møller og Britta Ågård. Stenen vejer 27 tons og står nu på en plads skænket af Jens Christensen, på den nordlige del af øen, med en strålende udsigt over Salvig og Isefjordens Yderbredning. Pladsen er forsynet med bænk og er en yndet rasteplads.

Rosenberghuset. Nørrestængevej 27. Tidligere kaldt Høje Nord. Huset yderst ved stranden ved Nørrestænge der efter at Campingpladsen overtog huset og renoverede det er blevet kaldt R. Efter husets tidligere ejer, billedhuggeren Gerner R.

Rønø, Rønnen. (Markbogen af 1688), Holm beliggende i havet sydøst for Orø som den østligste af de holmene her. De 2 andre er Lindholm og Langø. Desuden småholme med navnet Mellemøerne. Øen ejes ikke af Orøboere. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: 101. J. Sørensens kort 19. 1691 Rønø; VidSelsk Rønøe; M 1844 Ronøe (Holm), GSt Rønø. – Af Røn, oldn. Braun ”Stendynge, Stengrund”, på dansk særlig brugt om stenrev og stenede småøer.

Salvig. Bugten nord for Orø mellem Borrehoved og Næsset. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Bugt. 101. GSt Salvig. – Måske af Salt-vig, af sust. Salt, ved udstødning af t i trekonsonantgruppe, jvfr. Salboleje, under Tisvilde Leje 32.

Salvig Skydebane. I bunden af Salvig, på engen. Anlagt 1950 af Hjemmeværnet med tilbud om at den da hvilende skytteforening også kunne bruge banen.

Sibirien. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: ”Hse. – Huse på et afsides sted; Navnet blev 1921 opgivet at være 20 – 30 år gammelt. Flere andre huse i Danmark bærer samme navn, som er opkaldt efter det asiatisk-russiske Sibirien”. – På Orø er det benævnelsen for området på østsiden af Orø ned til Østerløb og de husmandslodder der ved udskiftningen 1796 blev tillagt husene i Næsby. Dette sted ligger længst borte fra både Næsby og Bybjerg.

Skovgårde. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Gde. MB 1682 Skouf Wang, Skouf Støcker Ofuer weyen, Skouf Stycker, Synder Skoufs agre; GSt, Postadr9 Skovgårde. – Har før været en gd., nu to. – Vang, se indl.

Smedehaven. Kaldes det stykke jord nord for Bybjerg Smedie hvor Hyldegården lå før udflytningen. Navnet har det fået på grund af beliggenheden lige nord for Smedien. Jordstykket kaldes også Bytoften. Jordstykket blev ved udskiftningen tillagt Hestebedgård og blev derfor af familien på gården der også kaldet gårdspladsen.

Sneglehøjen. Således kaldes den store høj der før lå i præstegårdshaven, men som nu ligger i den sydøstlige del af kirkegården og bruges til gravsætning af urner. Den blev oprindeligt lavet ved anlæggelsen af præstegårdshaven i begyndelsen af 1800-tallet, vor en del af jorden blev gravet bort og kørt med trillebør op på højen.

Sprøjtehuset. Sprøjtehuset er bygget 1863, kort efter den store brand i Bybjerg 1859 hvor 2 gårde og 4 huse brændte. Det kostede 71 daler og blev bygget til den nye brandsprøjte man da havde anskaffet. Brandsprøjten kan ses på Orø Museum.

Staunings skov. = Staunings plantage. Matr. 5, Gamløse. Heri oprettede daværende ejer af Stauninggården, Holger Stauning, i 1940 en ferielejr, D.U.I. lejren. Lejren er forlængst ophørt og bygningerne revet ned, kun fundamenterne består. Skoven er nu overtaget af Grundejerforeningen Færgebakkerne.

Stejlepladsen. Matr. 1 an, Bybjerg. Brøndevej 63. Ejes af Foreningen Ourø Ophalings- og Tørreplads, der blev stiftet 20/3-1917, og samme år købte pladsen der ligger ned til og lige øst for havneområdet.

Stejlepladsen. Østre Færge.

Sølen. Sumpet område eller sø, beliggende i lavningen fra Sølyst til landbrugsjorden på den anden side af sommerhusene. Den er på et tidspunkt, måske på 1600-tallet, blevet afvandet gennem en stenkiste under vejen til Næsgården, beliggende 4 meter under vejbanen. I lavningen er fundet en del flinteflækker (Harald Petersen).

Dræningen af de våde marker tog fart fra ca 1860 til 1900 og var stærkt medvirkende landbrugets opsving på dette tidspunkt. Dræningen udførtes i begyndelsen med åbne grøfter, men senere med nedgravede, brændte, uglaserede lerrør, og medførte ofte en betydelig grundforbedring idet jorden blev varmere, løsere, mere iltrig og lettere at bearbejde.

Søndre Stænge. Se NørreStænge. S. S. Bestod af arealer der senere kom til at tilhøre Anneksgården og Brogården. Hvor leddet lå og den mere nøjagtige udstrækning af Stænget er uklar.

Tange Bakke. Langagtig bakke langs stranden ved sydsiden af Orø. Ligger for størstedelen på matr. 7, Bybjerg, Søndergårds jord. Der har i mange år været gravet grus til kommunens veje her. Denne grusgravning ophørte næsten omkring 1926. I denne bakkede hentede hver gårdmand vejmateriale til det stykke vej han skulle ordne. Vejene var delt i 5 afsnit, således at en afdeling blev ordnet hvert år. Mellem hver mands vejstykke stod en tilhugget kampesten med matrikelnumrene indhugget. Vejene blev ordnet om efteråret i september oktober. Denne ordning, som ikke kostede kommune nogle kontanter, blev ved indtil bilerne holdt deres indtog på øen.(citat efter Henrik larsen). Vejen der førte til området hed Grusgravsvejen.

Tornholm. Taaneholm (Udskiftningskortet 1796). Matr. 7, Bybjerg. Halvøen der ligger lige nordvest for Orø Havn. Har muligvis været en lille ø/holm. Der er registreret fund fra yngre stenalder: 2 brudstykker af slebne flintøkser. SB 90 i Nationalmuseets sognebeskrivelse. Området tilhører nu grundejerforeningen Møllebroen-Orø og blev ved udstykningen af sommerhuse i området her i 1962 udlagt som fællesareal. Frederiksborg Amts Stednavne 1929: Tidligere ø, nu landfast. 101. Vidselsk, GSt Tårnholm. – Udtaleformen viser, at forleddet er torn ”Tjørnebusk”. Imidlertid har Vidselsk og GSt opfattet det som Tårn- og kortenes skriveform har da fremkaldt udtalen, som er en ren skriftudtale. – Holm, se indl.

Trampestier. De første 2 etaper blev indviet 18/5-1991 og gik fra Brønde til Campingpladsen og fra Campingpladsen og rundt Salvig til Næsbyvej. 3 etape blev indviet september 1992 og gik fra Næsby rundt kysten ved Næssets nordlige del og tilbage til Gamle Snave Færgested. 4. etape indviet 29. april 1995 går fra hjørnet af Østre Færgevej og Østre Strandvej gennem sommerhusområdet til Hegnegårdens skel ved Næsbyvej og er ca 4 km. lang.

Urtehaven. Matr. 23 a, b + 16 c, Næsby, Langdal 5. Ejendommen blev bygget 1907 af Jens Larsen der oprettede et statshusmandsbrug. 1940 –1988 havde Helmuth og Ragnhild Christiansen ejendommen. Han var vurderingsmand og bestyrer for den lokale filial af Provinsbanken. 1950 blev solgt en grund fra til sommerhus i markens nordøstlige del på ca. 1 td. Land, mod Østerløb. Fra 1998 har Hanne Oustrup og Jens Johan Dahlkild haft ejendommen og der er indrettet en urtehave med omkring 500 helbredende urter, åbnet for besøgende fra 6/6- 1999. Der er på ejendommen også etableret et miljøcenter for vedvarende energi – se Langdal Miljøcenter.

Vejmandspladsen. Matr. 28 f, Bybjerg, Brøndevej 18 A. Orø Kommune overtog huset på matr. 18 b, Brøndevej 18 i 1940 og overlod øverstestuen og en stue til en samling af gamle ”Orø Minder”. I dets nordre ende blev lavet plads til vejvæsenets redskaber. Senere er bygget hus til vejmændende og deres redskaber på den nuværende vejmandsplads umiddelbart syd for Brøndevej 18. 1974-75 blev bygget brandstation. Efter nedlæggelsen af containerpladsen på marken på matr. 4, Bybjerg, bag museet, blev containerpladsen flyttet midlertidigt herop. Vejmandspladsen blev nedlagt 1. april 2006 og stillingen som vejmand på Orø ophørte samtidigt. Vejenes underhold er nu et arbejde der er udliciteret til privat virksomhed uden for øen.

Viens Enge. Viet. Udskiftningskortet af 1796. Matr. 25. Flenøgård. Engområdet lige vest for Nørrestængevej, omtrent hvor nu Skovly ligger og vestpå. Området var til begyndelsen af 1900-tallet kratbevokset. Stedet er opkaldt efter Wi = Vi = Helligdom og området må derfor formodes at være et gammelt kultområde hvor de hedenske guder blev dyrket. I området er fundet 4 stenøkser lagt pænt side ved side, samt i 1946 halvdelen af en svær, snoet, bronzehalsring. Så sent som ind i 1900-tallet har området været brugt til festligheder bl.a. sct. Hans aften. Navnets oprindelse kan dog også være vie= vidje= pil, dvs område med pilebevoksning.

Vindmøllerne. Matr. 25 a, Bybjerg. Flenøvej 6. Ligger ved Vesterløb nær stranden på matr. 24, Skovgårdens jord. Officielt indviet 24/2-1991. Den nordligste vindmølle blev solgt i anparter og blev drevet af Orø Vindmøllelaug. Dette blev nedlagt 2005 hvor møllen overgik til NESA.