Tidstavle for Orø
Med summarisk omtale af nogle af de vigtigste hændelser på Orø. Forhistorisk tid er medtaget for at give en oversigt over nogle af de vigtigste fund fra denne periode. Det er Nationalmuseets registrering som den findes på DKC online der ligger til grund for denne registrering.
12800 f. kr. – 8900 f. kr. Ældste stenalder
8900 f. kr. – 3900 f. kr. Ældre stenalder
3900 f. kr. – 1800 f. kr. Yngre stenalder – Bondestenalder
Stort set fra hele øen, og især i kystområdet, er der gjort talrige fund af flintredskaber og bopladsfund med østersskaller, hjertemuslinger, flintredskaber o.a. Der er talrige fund af flintredskaber fra næsten alle gårdmatrikler og mange af disse fund findes nu på Orø Museum.
Af de mange gravhøje fra stenalderen der tidligere fandtes på øen er der nu kun bevaret 3. Den største gravhøj, en rundhøj, findes på matr. 4 a, Næsby vest for Esmosen, og er antagelig ubeskadiget. 2 mindre rundhøje findes på matr. 1 aa og 1 i, og er antagelig også ubeskadigede.
1800 f. kr. – 1100 f. kr. Ældre bronzealder
1100 f. kr. – 500 f. kr. Yngre bronzealder
Der er gjort mange fund fra bronzealderen på Orø. Efter Nationalmuseets registrering kan opregnes følgende:
- matr. 1 g
Gravhøj med urne med brændte ben og et bronzesværd, en bronzedolk og nogle ubestemmelige stykker af bronze.
- matr. 1, Anneksgården
Bronzehammer fundet under stor sten. Findes på Orø Museum?
- matr. 13, Bybjerg
Brandgrav. Yngre bronzealder eller ældre jernalder. Fund af urner.
- matr. 14, Bybjerg
Rundhøj, yngre stenalder eller bronzealder, brandgrav, yngre bronzealder eller ældre jernalder.
- matr. 14, Stensbjerggård
Skafthuløkse af grønsten, 12 cm lang og 5 cm høj, med smal nakke og skafthullet omkring midten. Findes nu på Orø Museum.
- matr. 15, Stensgård
Grav, røse fra bronze- eller stenalder, samt en halv snes små høje.
- matr. 16, Bybjerggård. Ved Østerløb
Røse, 10 x 10 meter fra ældre bronzealder. Jordfæstegrav fra ældre bronzealder med knoglemateriale. Brandgrav fra yngre bronzealder. En stenkiste fra yngre bronzealder. Flere steder på lodden på flad mark fund af urner med brændte ben, samt en stenkiste på omtrent 2 alen længde med stykker af en bronzering. Enkeltfund fra ældre bronzealder af bronzesværd fundet mellem Langdal og Bybjerggård.
- matr. 23, Bybjerg, Løvsbjerggård
Rundhøj. Yngre sten- eller bronzealder. I “Jeppe Jens Bakke”, en ret stor høj mod stranden, er fundet et par urner og et bronzesværd. Depotfund, yngre bronzealder. Ved Vesterløb blev i 1950-51 fund af rideudstyr fra yngre bronzealder. På samme plads blev 2002 ved afsøgning af området med metaldetektor fundet en del bronzegenstande der tilhørte samme depot idet en del af genstandene passede med genstandene fundet 1950-51 (Fra Holbæk Amt 2004).
- matr. 25, Bybjerg, Flenøgård
Grav, røse fra bronze- eller jernalder. På ”Høvebrinksbakken” ved stranden har ligget en gravhøj, der var stenfyldt. Her skal en “kongekrone” ligge nedgravet.
- matr. 25 b, Bybjerg, Skovly. “Viens Enge”
Enkeltfund, bronzealder eller jernalder. Findested for halvdelen af enkelt, massiv, snoet bronzehalsring. Findes på Orø Museum. Findestedet har muligvis ligget på matr. 55.
- matr. 3 a, Gamløse, Kongshøjgård
A. Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder. Stenkiste, yngre bronzealder. “Lille Kongens Høj” var navnet på en for omtrent 10 år siden (ca 1880) ryddet høj, der lå imod øst på lodden. I den søndre side fandtes en smal 3-4 alen lang stensat grav i hvis ”inderste” ende stod en urne med brændte sten, 2-3 bronzeknapper og en bronzepincet.
B. Vest for denne høj (SB 27, se ovenfor) har ligget 2 nu nedpløjede høje, der begge har navnet “Store Kongens Høj”. Om fund i dem mindes intet. Fyldet i den sydøstlige bestod af flintesten. I den nordvestlige lå en stor kampesten, der ikke hvilede på andre sten. Et sandhul mellem store og lille kongens høj bærer navnet “Kongens Hule”. Sagnet siger at det sand, der er brugt til at mure kirken med er taget fra dette hul.
C. Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder. Stenkiste, ældre bronzealder. I 1879 er ryddet en stenkiste med brolægning og 3 dæksten. På bunden lå et sværd og en knap af bronze.
Brandgrav, yngre bronzealder eller ældre jernalder. Under flad mark fundet urner med knapper og pincetter af bronze.
- matr. 15, Gamløse, Frændekildebakken
Grav, stenkiste, yngre bronzealder eller ældre jernalder. Brandgrav. Oven i Frændekildebakken, hvor der ikke er spor af en gravhøj, er der for 5 år siden (ca. 1886) fundet en urne med aske. Den stod i et lille stenkammer, der var dækket med en flad sten.
- matr. 2, Næsby, Enghavegård
A. Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder, svært beskadiget.
B. Brandgrav, yngre bronze- eller ældre jernalder. Her har ligget 2 nu helt nedpløjede høje, hvor der for ca 50 år siden (ca 1840) skal være fundet en urne af ler, som det med bestemt påstås med “forgyldt kant“.
- matr. 3 b, Næsby, Esmosegård
Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder. A. Brandgrav, yngre bronzealder. I en overpløjet høj her på lodden er fundet 3 urner og en bronzepincet.
B. Brandgrav, yngre bronzealder eller ældre jernalder. SV for den (se ovenfor) og SØ for højen på matr, 3 c, er i den naturlige banke fundet 3 urner stående den ene ovenpå den anden, kun adskilte med en flad sten. I urnerne fandtes kun brændte ben.
- matr. 3 c, Næsby, Esmosegård
Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder. Brandgrav, yngre bronzealder eller ældre jernalder. Her ligger en overpløjet høj, hvori der for 5-6 år siden (ca 1884-1885) er fundet hen ved 30 urner.
- matr. 6, Næsby
Enkeltfund, yngre bronzealder. A. Fra strandlodderne stammer bronzenål, dobbeltknap, sav. Fundet på engstykket lige øst for husmandslodderne ved Langdal.
B. Enkeltfund, bronzealder. 1976. SV for Snavemolen. Findested for fragment af bronzesværd.
- matr. 8, Næsby, Ndr. Hegnegård, ved Østerløb
Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder. Brandgrav yngre bronzealder eller ældre jernalder. Her har mod øst ligget 2 høje, den vestre helt ryddet for 16 år siden (ca 1875). Deri fandtes urner med brændte ben.
- matr. 9, Næsby, Sdr. Hegnegård
A. Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder, overpløjet. Brandgrav, yngre bronzealder eller ældre jernalder. Til hver ende af lodden ligger en lille høj, begge nedpløjede i løbet af de sidste 20 år (fra 1870). Der er fundet urner med brændte ben i dem, som stod i små stensatte kister.
B. Rundhøj, yngre sten- eller bronzealder.
- matr. 10, Næsby, Sjælkærgård
Grav, røse, bronze- eller jernalder, svært beskadiget. På en lav højning langs stranden har ligget 6 af den nuværende ejer ryddede høje, alle væsentligt opdyngede af sten. I den nordre, der var et par alen høj, var der så mange sten, dog ingen større end at en mand kunne løfte dem, så at der deraf opsattes 150 favne stengærde. Når denne høj undtages er der fundet urner i dem alle.
- matr. 11, Næsby, Næsgården
A. Røse, bronze- eller jernalder, antagelig ubeskadiget 1891. Brandgrav yngre bronze- eller ældre jernalder. I 2 mindre høje mod syd er også fundet urner. Herfra en sort plet med sværtede sten, 7 meter i diameter.
B. Grav, røse, bronze- eller jernalder. Plet diameter ca. 15 meter, med mørk jord og ildskørnede sten (1975).
500 f. kr. – 1 e. kr. Førromersk jernalder
Ægyptisk bronzemønt, slået under Ptolemaios 1. 305-280 f. kr., og Ægyptens første kejser efter Alexander d. Store, hvis hoved ses på møntens forside. På møntens bagside ses en ørn. Mønten blev fundet på Orø 1924 og ligger nu på nationalmuseet. På Orø Museum findes foto af mønten.
1 e. kr. – 400 e. kr. Romersk jernalder
Der er ikke skriftlige vidnesbyrd om germanerne og deres liv i egne kilder, men fra den romerske historiker Tacitus, der levede fra 56 e. kr. til ca 120 e.kr., har vi en beskrivelse:
”Landsbyer anlægger de ikke på vor måde med forbundne og sammenhængende bygninger. Enhver omgiver sit hus med en plads. Brudsten og tegl er ikke i brug hos dem. Materialet de bruger til alting er råt og uden pænhed eller ynde. Visse partier bestryger de dog med så ren og skinnende en jordart, at det ser ud som bemaling og farvetegning.”
Antagelig en beskrivelse af lerhuse med stolper og kalkede. Befolkningen består – også ifølge Tacitus – af en herskerklasse og en trælleklasse.
400 e. kr. – 793 e. kr. Germansk jernalder
Byerne Gamløse og antagelig også Bybjerg er dannet i jernalderen, idet bynavne med endelse –løse stammer fra denne tid. Byer med endelsen –by stammer fra vikingetid, men byer med forleddet By- er usikkert daterede, men kan være meget gamle.
793 e. kr. – 1050 e. kr. Vikingetid
Fra denne periode er der enkelte fund på Orø. Det er også sandsynligt at bydannelsen er grundlagt omtrent som den er nu med de 3 større bysamfund: Bybjerg, Gamløse og Næsby. Der er anløbsplads for skibe i den sydøstlige del af Salvig. Næsby er grundlagt i denne periode.
Der er enkelte fund på Orø fra denne periode:
- I 1981 blev fundet en jernøkse fra den senere del af vikingetiden i den vestlige del af Bybjerg, matr. 10 a, Bybjerg.
- Orøkorset blev fundet 1849 på Sjælkærgårds jord, matr. 10, Næsby, tæt ved vikingeanløbspladsen i den sydøstlige del af Salvig. Dateres til sen vikingetid eller tidlig middelalder.
- På skolelodden matr. 2 am, Bybjerg blev der ved udgravning for den nye skolebygning i 1997-98 fundet hustomter fra år 1000-1600.
Ca 1150 | Orø Kirke bygges – kor og skib |
1200-tallet | Holbæk får købstadsrettigheder |
1231 | Ourø (Wartherø) nævnes i Valdemar Sejrs Jordebog 1231 og det nævnes at der findes hus på øen |
1293 | Fredsmøde mellem Erik Menved og norske Håkon Magnusson, de fredløse samt Ærkebiskop Jens Grand |
1375 | Valdemar Atterdag dør på Gurre |
1375 d. 17/12 | Brødrene Nicolaus og Ericus Skeples overdrager Dronning Margrethe deres slot ”castrum Holabek” med tilliggende, Merløse herred, øen Warderøø (Orø) og byen Holbæk |
1375 d. 23/12 | Slottet ”Holenbeke”, Merløse herred og ”Worderhoo” pantsættes til Drosten Henning Podebusk, ejer af Egholm, og Holbæk Len, for ”400 lødige mark” (i følge Ourø kurer er datoen 17/12) |
1400-tallet | En del af kirkegårdens vestmur bygget |
1400-1500 | Handel fra Farsbron |
1455 d. 10/4 | Christian 1.s privilegium til Roskilde (og Holbæk) hvorved det blev forbudt alle der kom sejlende ind i Isefjorden, at holde marked i fjorden, før de kom til Roskilde eller Holbæk |
1462 | Handelsfejde om Orø ved Farsbron – handelsskude tvunget bort af Holbækkøbmænd |
1462 d. 6/5 | Det udtales på herredstinge t(Horns Herreds Ting) at fremmede skibe af lensmanden på Abrahamstrup kunne få ret til at ”køppæ ok selghæ met” herredets beboere mod at betale told |
1475-1500 | Kirkens sakristi bygget |
1500-1525 | Kirken tårn bygget |
1500-1550 | Kirkens våbenhus bygget |
1500-tallet | Portalen i kirkegårdens vestmur bygget |
1559 | Foreligger et skatteregnskab (lensregnskab for Abrahamstrup Len) for Orø hvorefter den faste årlige afgift for Orø var: Rug 801 ¼ skæppe, Byg 1074 skp., Havre 40 skp., Høns 84 stk., Gæs 44 stk., Lam og Får 41 stk., Flæsk 40 sider, Køer 9 stk., og i rede penge betaltes 89 mark og 7 skilling. Alt dette måtte udredes af 42 gårde og 7 eller 8 huse. For græsning af oldensvin i Krones skove blev afleveret 62 stk. svin og modtaget brændsel betaltes med 12 lam (Laurits Henriksen i ”Jul i Holbæk”, 1935) |
1600-tallet | Ældste del af præstegården bygget – 1610?, konfirmandstue og østlige nordlænge |
1607(6?) | Orø ejendomme sælges af Kronen, de fleste til Roskilde Domkirke |
1608 | Kirkens ene klokke støbt |
1632 | Kirkens prædikestol |
1642? | Degn på Orø |
1658 d. 25/12 | Svensk officer dræbes på Orø under Svenskekrigen |
før 1688 | Mølle på Orø |
1644-88 | Første smedje bygget |
1737 | Første skolehus bygges i Bybjerg |
1740 | Færgefart ved Østre Færge |
1746-47 | Stort antal dødsfald på Orø, i 1746 40 personer, unge som gamle |
1748 | Kirkens anden klokke støbt |
1764 | Udkommer en beskrivelse af Orø hvor det blandt andet hedder:”Ourøe, som af nogle på latine kaldes Aurora, er en god liden øe i Isefjorden. Jorden er frugtbar, og luften sund, så at beboerne gierne blive meget gamle. I krigens tid 1659 siges de at have bevist sig mandige og nedlagt en del svenske”.Om fiskeriet hedder det, at i Isefjordens salte vande falder godt fiskeri, dog mene nogle at den sild, ål og torsk, som her går til, skulle ikke være slet så fed og god som på andre steder. Af sælhunde fanges i fjorden en god del skønt ikke så mange som muligt var, i fald man lagde sig mere derefter |
1765 | Møllen købt til selveje |
1771 | 1. skomager registreret – Abraham skoflikker |
1772 | Lov om påbudt forsikring af landbrugsbygninger |
1781 d. 23/4 | Forordning om jordfællesskabets ophævelse, med flere foranstaltninger til landbrugets forbedring i Danmark |
1787 | Første folketælling ved sognepræst Niels Østerild. I Bybjerg 47 familier med 221 personer, I Næsby 18 familier med 99 personer, I Gamløse 12 familier med 52 personer. Ialt 372 personer |
1788-20/6 | Forordning om stavnsbåndets løsning |
1788 | Sidste begravelse i Orø Kirke – præsten Niels Østerild |
1791 | Forordning om tjenestefolk |
1791 | 1. egentlige sognefoged |
1793 | Forordning om vejvæsenet |
1796 d. 18/3 | Forskellige bestemmelser vedr. tiendeopgørelsen |
1798 | Hellehuset, Bygaden 59, bygget af tømrer, Niels Petersen, der skulle medvirke ved udflytningen af gårdene |
1802 | 2 fattigforstandere udnævnes der skulle sørge for de fattiges vel |
1803 | 1. brandforsikring af ejendomme på Orø |
1803? | Fattighuset bygget, Bygaden 56 |
1808 | Skolepatron udnævnt til at sørge for skolevæsenet |
1811 | Stensbjerggård købt til selveje som 1. gård på Orø – og delt i 2 |
1818 d. 6/7 | Færgemand Niels Mortensen, Gamløse, druknede da han faldt i vandet |
1819 | Barbara anklages for hekseri |
Ca. 1822 | Orøs første handelsbod oprettes på grund udstykket fra Stensbjerggård, nuværende Orø Kro |
Ca. 1822 | Kro oprettes på nuværende sted |
1824 | Nyt skolehus bygges i Næsby |
1824 d. 19/12 | Færgemand Jens Jensen, Østre Færge forulykket i Holbæk Fjord |
1828 | Cirkulære fra statsmagten om gymnastikdyrkning i skolen – gymnastikplads ved præstens fæhovedgård |
1833 | Anneksgården flyttet til nuværende plads – fra Gamløse hvor nu Bygaden 74 ligger |
Ca 1840 | Forbindelse til Holbæk med sejlbåd |
1841 d. 13/8 | Lov om landskommunalforvaltning – Sogneforstanderskab i hvert sogn |
1841 august | Sognerådsprotokoller på Orø begynder at føres |
1844 | Sognerådet vedtager at der skal anskaffes klatreapparat ved Bybjerg Skole |
1844 | Bageri oprettet i Bygaden 2 A (Møller Nielsen, Bybjerg), efter ansøgning til sognerådet |
1844 d. 12/4 | Smed Jens Hansen får tilladelse til at opføre smedje i Møllevang, Bygaden 40 |
1844 d. 9/12 | 3 Orø-boere drukner i Østerløb. De havde været i Langtved efter brænde |
1846 | Forordning om vandafledning |
1847 | Aftenskole startes af lærer Johannes Bendtsen |
1848-50 | Treårskrigen |
1849 d. 20/1 | Kæntringsulykke med 5 omkomne på Østerløb, på vej hjem fra Rendebæk |
1849-5/6 | Junigrundloven med almindelig valgret for selvhjulpne mænd over 30 år til en lovgivende rigsdag med folketing og landsting og næringsfrihed |
1849 | Fhv. Møller N. P. Nielsen søger om tilladelse til butikshandel med urtekræmmervarer (på Børs Bakke) |
1849 d. 14/9 | Margrethekorset/Orøkorset findes på Næsby Mark |
1850 | Oprettes smedje i Bybjerg hvor nu Møllevangshuset ligger, Bygaden 40 |
1850 d. 18/7 | Handelsmand Hans Petersen, Orø Kro, søger om tilladelse til at handle med urtekræmmervarer |
1853 | Udnævnes de første brandfogder |
1854 | Snefoged vælges |
1856 | Peter Thygesen får tilladelse til at drive høkerhandel i Gamløse (Bygaden 74) |
1856 d. 25/7 | Husmand Anders Jørgensen kvalt i en brønd som styrtede sammen om ham |
1858 | Tilladelse til at opføre smedje til husmand Hans Thomsen |
1858 d. 7/5 | Ansøgning om ret til krohold og gæstgiveri (Hans Petersen, Bybjerg) |
1859 | Ansøgning om ny bolig for jordemoderen Else Christiansen |
1859 d. 4/6 | Den store ildebrand i Bybjerg der begynder på Stensbjerggård og breder sig til yderligere 1 gård og 4 huse |
1859 | Brandsprøjte anskaffet til øen |
1859? | Første hus med tegltag bygget, Bygaden 35 efter branden |
1860 | Udhus ved jordemoderhuset repareret |
1860 | Første bageri oprettet af Møller Lund, Bygaden 2 a |
1860-63 | De fleste af Orøs ejendomme købes til selveje |
1862 | Færgefart fra Hammer Bakke overgår til sognerådet |
1863 | Mosely, Olufsmindevej 11, bygget på jord udstykket fra Olufsminde – brændt 1915 |
1863 | Sprøjtehus opført ved Gamløse |
1865 | Ny båd købes til Østre Færge |
Købmandshandel åbnes i Bygaden 43 – af Peter Bendtsen | |
1868 | Langdalsgård bygget, efter udstykning fra Stensgård |
1868-69 | Udskibningsbro ved Brønde bygget, færdig 1. november 1869 og da indviet |
1869 | 1. grundmurede hus bygget – Skovhøjgård |
1870 | Kattekæret opfyldt |
1870 | Orø Kirke restaureret, kirkens vinduer udskiftet med større |
1870 | Omtrentligt tidspunkt for Orø Skytteforenings oprettelse – protokol fra 1873 |
1870 | Efteråret. Orø Sognebogsamling, senere Orø Bibliotek, oprettet af kapellan Tellef Gottfred Petersen |
1870 | Friskolen i Gamløse oprettet |
1871 | Ny kommunallov træder i kraft – bl.a. vedr. skolekommissioner |
1872 d. 30/7 | 1. brevsamler på Orø – kroejer I. B. Barnucka – til 1884 |
1872 | Møllen på Klapperhøj bygget af gårdmand Søren Jensen, Søndergård |
1872 d. 12/8 | Ny skolebygning i Bybjerg færdigbygget langs Bygaden – Den Gule Skole |
1873 | Nyt skolehus bygges i Næsby – en del af Bybjerg skoles tømmer genbruges her |
1873 d. 28/5 | Postvæsenet opretter fast bådforbindelse med Ourø og lods R. Larsen, bådfører |
1875 d. 21/7 | Dampskibet ”Falken” i fart mellem Nykøbing Sj., Ourø, Sidinge og Holbæk |
1876 d. 27/2 | Ourø Sogns Sygekasse stiftet af Niels Olsen, Bygaden 11, protokol fra denne dato |
1876 d. 15/6 | Orøs første postbud, Jens Hansen, begynder som postbud efter kontrakt |
1877 | Vedtoges det at anlægge gymnastikplads ved Næsby Skole |
1878 d. 1/5 | Sygekassen oprettet |
1870erne | Inderste del af Nørregærdevejens stengærde ryddet |
1879 | Undervisning i fægtning |
1879 | Gamle mølle ved Møllebroen nedrevet |
1879 | Tilladelse til anlæggelse af et badehus ved havnen til Pastor Petersen |
1879 d. 27/3 | Der oprettes regelmæssig postforbindelse mellem Holbæk og Nykøbing Sj. |
1880 | Statstilskud til gymnastikapparater |
1882 | Leje af krosal til gymnastik |
1882 d. 1/6 | Kontrakt med bådfører Niels Nielsen om transport af post fra/til Holbæk |
1885 d. 31/3 | Dampbåden ”Holbæk” starter daglige ture til Orø og Hornsherred |
1885 d. 1/5 | Postvæsenet skriver kontrakt om daglig befordring 6 gange pr. uge med Dampskibsselskabet ”Holbæk” |
1885 d. 1/8 | Direkte distribuering af post påbegyndes |
1886 | Tømrer A. P. Olsen begynder tømrerforretning |
1888 | Kanehøj brændt – og genopført |
1889 d. 1/1 | Kontrakt med bådfører Anders Nielsen om postens befordring Orø/Holbæk |
Ca 1890 | Lokomobil anskaffet – dampmaskine med 4 hjul – hestetrukken |
1890 | Jordemodervæsenet overgår til Amtet (Frederiksborg) |
1891 | Langdalshuset bygget |
1890-92 | Orø Kro ombygget |
1891 | Anneksgården brændt |
1891 d. 1/3 | Dampskibet Ourø indsættes på Orø – Holbæk overfarten |
1891 d. 20/3 | Ourø Andelsmejeri stiftes |
1891 d. 4/7 | Ourø Andelsmejeri begynder driften |
1891 | Lov om alderdomsunderstøttelse |
1891 d. 1/9 | Kontrakt med Dampskibsselskabet ”Holbæk” om postbefordring Orø/Holbæk |
1892 | Friskolen i Gamløse nedlagt |
1892 | Alderdomsunderstøttelse udbetalt første gang på Orø |
1892 | Fattighuset, Bygaden 56, erklæret for uegnet til beboelse og kasseret |
1893 | Fattighuset ophørt som fattighus |
1894 | 1. cykel på Orø, Theodor Hansen (avisartikel marts 1964) |
1894 d. 1/5 | Forskolen begynder – i den tidligere Friskoles lokaler på Bygaden 74 |
1894 d. 30/8 | Første læge ansættes på Orø – G. G. Pontoppidan |
1895 d. 12/8 | Lægehuset Bygaden 55 færdigbygget |
1896 | Kirkegården udvidet mod nord og øst |
1898 d. 1/1 | Ourø Sogns Sygekasse bliver statsanerkendt |
1898 | Lillemøllen bygget |
1899 | Børret brændt – og flyttet til nuværende plads |
1901 | Missionshuset, Brøndevej 10, bygget |
1901 | Ny skolelov. Skolelæreren fritaget for at ringe i kirken |
1901 d. 11/6 | Skole- og Behandlingshjemmet Orøstrand indviet som Danmarks første ungdomshjem |
1902 | Telefonforbindelse anlagt til Orø og telefoncentral oprettet på Brøndevej 12 |
1902 | Enghavegården bygget |
1904 | Bybjerg Vandværk startet. Stiftet som interessantselskab 2/9-1904 |
1904 | 1. motorbåd |
1904 | Lov om støtte til oprettelse af husmandsbrug |
1904 | Nye skattelove med skat på bygninger og på indtægt og formue efter selvangivelse og der ansattes en skatteopkræver |
1905 | Gamløsegården, Bygaden 87, brændt |
1905 | Upernivik bygget efter udstykning af jord fra Svalegården |
1907 | Forsamlingshuset bygget |
1907 d. 16/11 | Orø Forsamlingshus A/S stiftet. Nedlagt 15/2 1949 |
1907 | Orø Idrætsforening dannet – med fodbold |
1908 | Lov om oprettelse af hjælpekasser hvis formål var at støtte værdigt trængende der ikke fik fattigunderstøttelse, virkede til 1933 hvor den blev ophævet |
1909 | Ny kommunallov hvorefter både kvinder og tyende fik valgret |
1909 d. 6/3 | Første sognerådsvalg på Orø hvor kvinderne har valgret |
1910 | Forskolen ved Brøndevej bygges |
1910 | Sygdom i kirsebærtræerne forårsagede at de fleste træer visnede væk |
1910 | 1. malkemaskine på Orø – på Anneksgården – elektricitetsanlæg med vindmotor |
1910 d. 13/5 | Gdr. Jørgen Frederiksen kører løbsk med hestevogn og slår sig ihjel |
1912 d. 20/12 | Interessentselskabet Ourø Elektricitetsværk oprettes |
1913 d. 23/3 | Bybjerggård brændt. 1 person indebrændt |
1913 d. 1/11 | Postbefordring til Orø daglig, også søndag |
Ca 1914 | Pigtrådsindhegninger begynder at komme |
1915 juni | Mosely, Olofsmindevej 11, brændt |
1917 | Brøndevej 2 nedbrændt og her oprettes 1919 købmandsbutik |
1917 d. 20/3 | Foreningen Ourø Ophalings- og Tørreplads stiftet |
1918 | Første? Tærskemaskine – Ole Larsen Nielsen, Brøndsøgård |
1918 d. 7/5 | Ourø Private Sygeplejeforening stiftet |
1918 d. 23/7 | Orøs Andels Elektricitetsværk stiftes – afløser interessentselskabet |
1919 d. 9/9 | Stiftende generalforsamling for Orø Brugsforening |
1919 d. 24/11 | Orø Brugsforening 1. åbningsdag |
1921 | Orø Kontrolforening stiftet |
1923 | 1. bil på Orø – over isen |
1923 | Orø Havns søndre mole opført |
1923 | Isefjordens fiskere køber fiskeforretning i Holbækfiskernes fællesudsalg |
1924 | Banken for Holbæk og Omegn etableres i lokaler på Brøndevej 5 |
1924 | Idrætspladsen på Degnelodden, overfor Forsamlingshuset etableres |
1926 d. 15/8 | Dampskibet Margrethe indsættes på Orø – Holbæk overfarten |
1927 | 1. tag med asbestplader? – på Langdalsgård |
1928 | 1. lastbil købt af Brugsen |
1929 | Motorbåd afløser robåd ved Østre Færge |
Ca 1930 | Yderste halvdel af Nørregærdevejens stengærde ryddet |
1930erne | Gærdet langs Næsbyvejen ryddet |
1930 | Omtrentligt tidspunkt for Orø Skytteforenings nedlæggelse |
1931 d. 4/3 | Anneksgården brændt 2. gang – stuehuset skånet |
1931 | Udsalg fra Holbæk Elefantapotek oprettes på Brøndevej 5 |
1931 d. 14/10 | Møllen på Klapperhøj brændte |
1933 d. 1/1 | Laurits Iversen sognefoged, afløser afdøde Jens Rasmussen |
1933 d. 1/4 | Orø Kommune overgår fra Frederiksborg Amt til Holbæk Amt |
1934 d. 13/1 | Strandagergård, Bygaden 1, brændt |
1936-37 | Beddingsanlæg ved Orø Havn anlagt. Havnemolen blev udvidet og øget i bredden. Der blev opfyldt et areal ud for Brogården hvor de ophalede både kunne være |
1940 | Tofthøjgård bygget efter frastykning af jord fra Stensgården |
1940 d. 15/12 | Ourø Hjemstavnsforening stiftes |
1941 d. 11/6 | Ourø Husholdningsforening stiftes |
1941 d. 28/3 | Orø Museum stiftes under navnet hjemstavnsforeningen Orø Minder |
1942 | Hjemstavnsforeningen ”Ourø” får udformet og godkendt et våben- eller bomærke for Orø. Formet som et skjold i hvis felter ses en kronet kvindeprofil, en plov og et anker, symboliserende Dronning Margrethe, landbruget og fiskeriet |
1942 | Orø Museum begynder oprettelsen på Brøndevej 18 |
1942 dec. | ”Ourø Kurer” udgivelsen begynder |
1944 | Orø Kommune lejer jord til offentlig badestrand ved Nørrestænge – af gdr. Johs. Frederiksen (25 kr.) og fisker Arnold Nielsen, Høje Nord (50 kr.) |
1944 | Møllen ved Brøndevej nedrevet – Lillemøllen |
1947 | 1. arbejdsvogn med gummihjul |
1947 d. 10/2 | Næsgårdens udlænger brændt |
1948 | Forsamlingshuset overtages af Orø Kommune |
1949 | Rederiet Ourø køber ny færge ”Mirra II” |
1949 | Næsby Skole nedlægges |
1949 d. 3/2 | Orøgård Grundejerforening dannes |
1949 d. 15/2 | Orø Forsamlingshus overtages af Orø Kommune |
1950 | Alle øens ejendomme fotograferet ved barber Vilhelm Sørensen |
1950 d. 14/6 | Orø Elektricitetsværk standses |
1951 | Orø Skytteforening oprettes (igen) |
1951 d. 19/8 | Indvielse af offentlig udsigtsplads og flagplads på Klapperhøj – nedlagt 1966 |
1951-52 | Havneudvidelse med brohoved |
1955 d. 23/12 | Brugsen brændt |
1957 d. 14/1 | Harald Petersen bliver sognefoged |
1958 d. 8/2 | M/F ”Ourø” søsat i Holbæk Havn |
1958 d. 12/4 | Nyt orgel i Orø Kirke |
1958 d. 14/10 | Motorfærgen M/F”Ourø” indsættes på Orø – Holbæk overfarten |
1960 | Ny lærerbolig bygget på Brøndevej 13 af murer Svaneeng |
1960 d. 1/4 | Læge Hjalmar Borchersen ophører med praksis efter næsten 30 år på Orø |
1960 | Lægeboligen moderniseret |
1960 | Udstykning af sommerhusgrunde tager fart i begyndelsen af 1960erne |
1960 | Østre Færge A/S stiftet |
1961 d. 1/4 | Købmand Hansigne Christensen, Næsby, ophører med forretningen |
1961 d. 6/10 | Kristiansminde nedbrændt |
1962 | Snave Færge nedlægges |
1962 | Orøgård Grundejerforening opført sten- og cementbro ved Næsby Plantage |
1962 | Orø Kommune køber et strandareal ved vestsiden af Børrehoved for at give offentligheden adgang til stranden der |
1962 d. 6/7 | Trækfærgen ved Østre Færge indviet |
1962 d. 2/10 | Valdemar Bruun overtager Orø Kro |
1963 | Ombygning af forsamlingshuset påbegyndt – færdig 1965 |
1964 | Fredning af strandengen omkring Børrehoved |
1964 | Østre Færge tager nr. 2 trækfærge i brug |
1964 | Nyt bibliotek indrettet i forsamlingshuset |
1965 | Skibsværftshal på 176 kvm. Opført på Orø Havn |
1965 | Forsamlingshuset færdig/ombygget |
1965 | Orø Museum flytter til nuværende lokaler Bygaden 56 |
1966 | Sognerådssekretær ansættes (Jens Keller), kontoret der hidtil havde været i sognerådsformand Henrik Hansens privatbolig blev flyttet til de nyopførte lokaler i forsamlingshuset |
Udsigtspladsen på Klapperhøj nedlægges | |
1966 | Telefoncentralen flyttet fra Brøndevej 12 til Bygaden 29 |
1967 | Der anlægges campingplads ved Børrehoved |
1967 | Orø Kro bygget ny hotelfløj – arkitekt Eigil Jørgensen |
1967 | Ny bådeværfthal på 120 kvm bygget |
1967 d. 13/6 | Møllebroen Vandværk stiftet |
1969 d. 1/5 | Orø Campingplads åbner officielt |
1969 d. 15/5 | Flagpladsen indviet |
1969 | Madudbringning til folke- og invalidepensionister |
1970 | Præstegårdens forpagterbolig brændt |
1970 d. 1/4 | Orø Kommune indlemmes i Holbæk Kommune |
1970 | Orø Bageri nedlægges |
1971 | Næsby Skole brændt |
1971 d. 1/4 | Orø Mejeri standser driften |
1972 | Telefoncentralen nedlægges – på Oubjerggård, Bygaden 29 |
1972 | Orø Bådeværft stopper driften efter 10 års virke med produktion af lystsejlere |
1975 | Orø får egen brandstation på Brøndevej 18 a |
1975 | Plan om fredning af Stensbjerg |
1976 | Orø brugs udvider butiksarealet med 130 kvm. |
1976 | Holbæk Kommune køber Orø Campingplads – tidligere ejer Kristelig forening |
1977 | Fredning af Stensbjerg med omgivende areal, ialt 40 HA |
1977 | Lægeboligen, Bygaden 55, solgt til lægen |
1977 | Orø Beboerforening stiftet |
1977 d. 24/5 | Færgen ”Hammer bakker” tippet rundt |
1978 d. 28/7 | Ny færge ved Østre Færge – ”Karen Ourø”- opkaldt efter færgemand Hans Peter Jensens kone der hed Karen Jensen |
1978 d. 10/8 | Nordlige Hegnegård nedbrændt |
1979 | Kirkegården udvidet 400 kvm. mod øst, og ny kampestensmur om denne bygget |
Ca 1980 | Kongshøjgård nedrevet |
1981 | Orø Bådelaug stiftet |
1981 d. 8/11 | Lindhøjgård brændt |
1984 d. 19/5 | Laurits Iversen, Brøndevej 5, tidligere sognefoged, 100 år |
1985 | Hjemmesygeplejerskens døgnberedskab ophører – med Ebba Petersens afgang |
1987 d. 5/1 | Skolefritidsordning startet på Orø Skole – som den første af Holbæks Kommuneskoler |
1988 | 16 almennyttige boliger i Bybjerg færdige på Elnebjergvej |
1988 | SDS filialen lukker på Orø |
1989 d. 29-30/12 | Orø Hallen indviet |
1990 maj | Første 2 etaper af Trampesti Orø Rundt indviet |
1992 | 3. etape af Trampestierne Orø Rundt indviet, Næsset rundt til Snave Færgested |
1992 d. 22/8 | Orø Cafeteria, Bygaden 83, brændt |
1993 | Olufsminde brændt – stuehuset skånet |
1993 maj | OrØkontoret åbner på Brøndevej 13 og flytter kort efter til Den Danske Banks filial |
1993 d. 11/6 | Den Danske Bank lukker sin afdeling på Orø |
1993 oktober | Orø Turistgruppe dannet |
1995 sommer | Værestedet i Orøhallen indviet |
1996 april | Elnebjergcentret med 12 lejligheder indviet |
1996 d. 7/5 | Skovhøjgård brændt |
1998-99 | Ny skolebygning syd for den gamle færdigbygget |
1999 | Orø Urtehave etableret, Langdal 5 |
1999 | Computerstyret kostaldanlæg på Gamløsegården begynder driften |
2000 foråret | OrØkontoret nye hus på Bygaden 32 indviet |
2000 d. 7/5 | Bybjerggårds udlænger brændt |
2001 d. 20/8 | Hyldegården brændt |
2004 | Gårdbiogasanlæg på Skovhøjgård bygget |
2005 d. 25/10 | Første valg til lokalforum på Orø afholdt |
2006 d. 13/2 | Petra Karlsson 100 år |
2006 d. 1/4 | Vejmandspladsen nedlagt – containerpladsen bevaret indtil videre |
2006 d. 14/10 | Sigrid Hansen, Bygaden 80, 100 år |
2007 d. 1/1 | Ny Holbæk Kommune dannet af Holbæk, Jernløse, Tølløse, Svinninge og Tornved Kommune |
2008 d. 15/1 | Hestebedgård Venneforening stiftet |
2008 d. 10/5 | Genbrugspladsen åbnet i Brøndsøgårds maskinhus ved Nørrestængevej |
2009 d. 1/7 | Holbæk Kommune solgt Campingpladsen til privat forpagterpar |
2011 d. 28/1 | Vestlængen på Gamløsegården brændt |
2011 d. 13/4 | Hestebedgårds Venneforening, Orø omdannet til Den selvejende institution (fond) ”Hestebedgård” |
2011 d. 26/5 | Orøguiden officielt indviet. Projekt under OrØkontoret |
2011 d. 11/9 | Orøløbet afholdt for første gang |
2013 d. 22/4 | Nørrestængevej asfalteres, færdig 25/4 |
2013 d. 14/5 | Orø Skole næsten færdig med renovering af skolepladsen, jordvarmeanlæg og flisebelægning mod nord samt græstæppe færdiglagt |
2013 d. 3/6 | Regentparret besøger Orø og bl.a. Hestebedgård, Orø Skole og Kirke samt Stensbjerg |
2013 sommer | Udstillingslokale indrettet i det gamle vandtårn på Stensbjerg med vægmalerier og fortællinger om Orø’s historie |
2013 d. 22-24/7 | Vikingefestival arrangeret på havnen i samarbejde med Holbæk og Roskilde Museum |